|
Miko
Vi har adopteret en lille ny orangutang
Grendon er blevet voksen og derfor er han blevet udsluset til et område for der efter at komme ud i reservatet så derfor har vi fået en lille ny orangutang :-).
---------------------------------------------
Den lille orangutang Miko er forældreløs ligesom sine venner på Lone Droscher Nielsens orangutangcenter Nyaru Menteng. Men der er ingen, der ved, hvordan han mistede sin mor.
Som helt lille baby blev Miko holdt fanget af nogle mennesker i en landsby tæt ved Sebangu Nationalpark i det centrale Borneo. Styrelsen for Naturbeskyttelse modtog et tip om, at der blev holdt en orangutang fanget i landsbyen. Hr. Nandang fra styrelsen tog ud for at undersøge sagen og fandt ganske rigtigt en lillebitte, dehydreret orangutangunge i et bur. Ungens havde sår på hænder og fingre og var i det hele taget i rigtig dårlig forfatning. "Ejeren" var der ikke, men Hr. Nandang tog den lille unge med sig tilbage til styrelsens kontor i Palangkaraya. Derfra ringede han til Lones center, der sendte en redder ud for at hente ham. Redderens navn var Miko, og den lille orangutangunge blev opkaldt efter ham.
På Lones center kom Miko sig heldigvis hurtigt. Han blev sat i "Den lille gruppe" i børnehaven med de mindste orangutanger. Miko ville i starten ikke så gerne lege med de andre orangutanger, men foretrak at holde sig for sig selv.
I juni 2010 blev Miko syg med voldsom diarré. Han nægtede at spise og drikke, så han blev også dehydreret. Han græd meget, og om natten var han rastløs og kunne ikke finde ro. Han faldt først til ro, når hans babysitter krammede ham og bar ham rundt i sine arme og vuggede ham i søvn. Fordi han græd så meget, blev hans øjne hævede, og han havde problemer med at se ordentligt. Det gjorde ham bare endnu mere rastløs og irritabel.
Det var en ordentlig omgang, men heldigvis kom Miko sig. Og da han vendte tilbage til skovbørnehaven, havde han fået en helt ny selvtillid. Nu elskede han pludselig at lege med de andre orangutangunger, selvom han ind imellem stadig gerne vil have lidt alenetid uden forstyrrelser.
Der er ingen som Miko, der elsker sin daglige siesta. Han kan finde på at tage sig en lur op til tre gange om dagen, og i alt bliver det tit til to timers sovetid i løbet af en dag i skovbørnehaven. I det hele taget er han en meget afslappet orangutang, der mener, at man skal tage tingene lidt med ro. Det bliver spændende at se, hvordan han udvikler sig i sin tid på Lones center.
-----------------------------------------------------------------------------
 
---------------------------------------------------------------------------
Februar 2012
Miko er altid i godt humør, og det smitter af på både orangutanger og babysittere. Miko er nu den ældste i sin gruppe,og er både sund og energisk. Med sin nye status er han ikkebange for at vise sig og føre sig frem som lederen i gruppen. Nogle gange er Miko dog også svær at håndtere. Hvis derer en babysitter, han ikke kan lide, løber han ofte væk sammenmed sin veninde Joan. De to elsker at udforske skoven sammen. Både Miko og Joan er blevet rigtig gode til at genkende mad i skoven, og finder ofte frisk frugt, når de er på eventyr. Som regel er Miko dog meget venlig og tager sig godt af sine venner. Hvis en af hans venner er mut en dag, går Mikoover til ham og inddrager ham i legen. Miko og Joan er stadig bedste venner. De er altid sammen. Også om natten, hvor de sover sammen i en fælles kurv.Miko har også en sjov vane med, at han gerne vil sutte påen klud, når han skal falde i søvn. Hvis en babysitter har glemt suttekluden, begynder han at græde.Ligesom andre orangutangunger nyder Miko også at blive forkælet af babysitterne. For at til trække sig opmærksomhed rækker han af og til tunge af babysitterne, hvilket altid får dem til at trække på smilebåndet. Miko kan tilsyneladendegodt lide at få både mennesker og orangutanger til at grine.
------------------------------------------------------------------------
Oktober 2012
Miko leger med pind
------------------------------------------------------------
November 2012
Miko har fået et nyt kælenavn, ’ lille gorilla’. Da Lone Dröscher Nielsenvar på Nyaru Menteng for et par måneder siden, lagde hun mærke til,at Miko bevæger sig helt anderledes, end hvad orangutanger normaltgør. Vilde orangutanger befinder sig sjældent på jorden, og hvis deen sjælden gang er nødsaget til at komme ned fra træerne, går de påflade hænder, hvorimod en gorilla går på knoerne. Det gør Mikoogså,men det som mest får ham til at ligne en gorilla, er hans svaj i ryggen.Orangutanger har normalt en modsat krum ryg, når de går på jorden. Miko strutter med numsen og skubber brystkassen frem, som var hansom en stor silverback gorilla-han i brunst, og han udviser mindst ligeså meget selvtillid.Miko elsker at lege ved børnehavens legeplads sammen med dejævnaldrende orangutanger, Ben og Joan. De leger og slås for sjov imellem de tykke buske. Ifølge babysitterne har Miko og Joan begge gjort forsøg på at bygge rede oppe i træerne, sådan som voksne orangutanger ville gøre det. Mikos reder bliver mere og mere stabile. Miko er også imponerende god til finde frugt i skoven, ogdet har de andre i gruppen fundet ud af. De følger efter ham og ser, hvad han finder og tør førstselv sætte tænderne i fangsten, når Miko har prøvet.En dag spiste Miko en type frugt, som hedder karamunting på det lokale sprog. Det er små violettebær som vokser på buske i området omkring børnehaven. Både bær og blade fra disse buskebruges af de lokale som behandling af dårlig mave og bliver også brugt flittigt af babysitterne til behandlingaf orangutangerne, hvis de lider af det samme. Efter Miko havde skuffet bare et par bæri munden blev hans læber, tunge, gummer og også tænder lilla-blå. Hans venner tænkte straks,at den frugt, skulle de ikke spise! Men Miko gnaskede videre på frugten med stor lyst, og så turdevennerne alligevel godt prøve. Også de opdagede at frugten faktisk var spiselig og lækker – og tilsidst var hele gruppen blå i det meste af ansigtet og på fingrene.Da babysitterne kaldte orangutangerne tilbage til legepladsen mødte der dem et herligt syn.Først var de overraskede, men da det gik op for dem, hvad orangutangerne have spist, begyndtede at grine hjerteligt. Miko er én af centrets øjestene, og dette er blot ét eksempel på, hvordan hanhver dag får både orangutanger og personale på Nyaru Menteng i godt humør.
---------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
Januar 2013
Miko er startet i skole. Han følges med sin bedste ven, Joan. De tredje musketer, Ben, er blevet tilbage i skovskolens børnehave og må vente lidt endnu med at rykke et niveau op.
Al begyndelse er svær. Her i den første tid i skovskolen har Miko ogJoan holdt sig sammen og på afstand af de andre. Den første ugelegede de kun tæt på deres babysittere og så forsigtigt de andre igruppen an. Heldigvis er skovskolens mindste gruppe fuld af gladeog imødekommende orangutangunger, og de blev ved med at invitereMiko og Joan ind i legen. Det var noget, der hjalp på de nyankomnes selvtillid, og inden længebegyndte de at blande sig med de andre. I den sidste tid i skovskolens børnehave nåede Mikoat være den store og frembrusende, ham de andre så op til. Derfor har det været interessant forbabysitterne at se den nye ydmyghed hos den lille alfa-han.
Som den nye dreng i klassen, han er, er Miko fuld af spænding og begejstring, når han skal i skole om morgenen. Livet i skovskolen er meget anderledes end livet i skovskolens børnehave, og der er selvsagt meget nyt for Miko at lære. Hans yndlingsfag er introduktionen til mad i naturen. Det er ikke så underligt, når man tænker på, hvor glad han er for at spise. Han elsker at se på de større orangutanger i gruppen og følge dem hen, hvor der vokser frugter. Efterår og vinter er regntid i området omkring Nyaru Menteng, og der har været masser af lækker frugt at plukke for skovskolens elever i deres skoleområde.
Det er ikke kun mad, der interesserer Miko. Han følger med i alt, hvad de ældre orangutanger gør.En af de første dage i skovskolen, betragtede han den meget ældre orangutanghun Kesi bygge en rede tæt på hans skoleområde. Han fulgte Kesi med øjnene, da hun knækkede grenene af oglagde dem henover hinanden for så at lægge sig godt til rette. Inspireret af den unge hun, begyndte Miko selv at knække grene og arrangere dem som en rede. Han lagde sig i den svært tilfreds. Reden var hverken så flot eller stabil som Kesis, men han havde trods alt lavet den selv. Det er kun et spørgsmål om tid og træning, før Mikos rede bliver så flot som Kesis.
---------------------------------------------------------------------------------
Lidt fakta om Miko Januar 2013
Rehabiliteringscenter: Nyaru Menteng
Ankomstdato: 10. februar 2010
Alder ved ankomst: 3 - 4 måneder
Nuværende alder: 2½ - 3 år
Køn: Hankøn
Vægt ved ankomst: 2,5 kg
Nuværende vægt: 10.7 kg
Tidligere niveau: Skovskolens børnehave (den lille gruppe)
Nuværende niveau: Skovskolen gruppe1
Helbredstilstand: Sund
Vend tilbage til forsiden
|
